Bogen henvender sig til de 12-15-årige drenge og piger, der kan lide en spændende og ikke alt for uhyggelig krimi. Bogen skal formidles som en spændende detektivfortælling, med en helt almindelig dreng og pige i hovedrollerne.
Forfatteren har været oversætter på en mængde bøger på de danske biblioteker, men dette er hendes første bog på egen hånd. Den handler i korte træk om drengen Sebastian, hvis far er havnet i fængsel, for af have forfalsket nogle kunstværker, og pludselig en dag er hans mor forsvundet. Sebastian er pludselig helt alene i verden - til hans held støder han tilfældigvis på pigen Sølve, der er løbet hjemmefra, men gerne vil hjælpe ham med at finde sin mor. Herefter går den helt store efterforskning igang, og det hele er faktisk ret spændende og dramatisk. Det eneste minus ved bogen er forsiden, som egentlig illustrerer en vigtig scene i bogen, men som på den anden side ikke rigtig "sælger" bogen, da den er noget mørk og "gnidret" Den kan være årsag til at bogen har svært ved at finde sin målgruppe.
Målgruppen vil være de der kan lide Synne Garffs serie om Græskarbanden og Justin Richards Den usynlige detektiv.
Bogen er indholdsmæssig god, men forsiden kunne godt komme til at kræve noget formidling.