Billedbog om forskellige dyrs mere eller mindre særprægede sovevaner. For billedbogslæsere fra ca. 3 år.
Billedbog om forskellige dyrs mere eller mindre særegne sovevaner. Vi hører om dyr, der sover med hovedet nedad eller under vand, med åbne øjne eller mens de flyver, dyr der kun sover i 20 minutter eller en hel vinter, m.m. Hvert opslag handler om et nyt dyr, som der lægges op til præsentationen af på den foregående side. Teksten omfatter præsentation af hvert enkelt dyr og sovevaner. Desuden rummer hvert opslag en lille ekstra information om dyret (eksempelvis om, hvorfor flamingoen er lyserød). Bogens tekst er velskrevet og har en let humoristisk drejning. Den er illustreret med sjove, karikerede farvelagte stregtegninger i en tegneserieagtig stil, der passer godt til teksten og dens indhold. Hverken forfattere eller illustrator er tidligere udkommet i dansk sammenhæng.
Der findes enkelte billedbøger om dyr, der skal sove, men de handler mest om det at sove og om sovetid. I en enkelt ældre billedbog, Når jeg er søvnig, forestiller en pige sig, hvordan det vil være at falde i søvn som forskellige dyr. Men der findes ikke andre billedbøger, der som denne fortæller om dyrenes sovevaner.
Alt i alt en fornøjelig og samtidig oplysende billedbog om forskellige dyrs særegne sovevaner. Teksten er velskrevet og de sjove, tegneserieagtige illustrationer passer godt til bogens lette humoristiske tone.