En dejlig billedbog. Det er anden bog om Linnéa og hendes mor. Og resten af familien, men det er mor og datter, der er i centrum. Linnéa kan ikke sove om natten og kravler derfor op i forældrenes seng. Så sover mor, der har stor mave på, elendigt. De finder en løsning, og Linnéa siger til slut: "Men jeg kan ikke love, at jeg kommer hver nat ... De små uhyrer kan jeg godt klare selv!" Som i Linnéa og hendes monstermor (2002/04) en velkendt situation der behandles vedkommende og med varme og nærvær. For alle fra ca. 4 år. Og så er illustrationerne rigtig gode, sjove og forfriskende. Selvom stregen er lidt skødesløs, er der mange detaljer, der er med til at gøre miljø og personer levende. Linnéa kunne sagtens være en lille dansk pige. Vi må jo ligne hinanden her i Norden, for bogen er faktisk fra Finland. Der er en lille fare ved bogen, og alle andre bøger der handler om mareridt og lignende. Læser man den højt for et barn, der ikke har problemer med at falde i søvn, kan man risikere at skabe problemer omkring det med at sove. Så bogens favoritplacering er på skødet af en voksen og et barn, der synes de har et behov for at snakke om "sovesituation" og natteroderi.