Sonja er først i fyrrerne, og hun kan ikke lære at skifte gear. Der er meget andet, hun ikke helt kan finde ud af i sit liv. Især for kvindelige læsere af dansk hverdagsrealisme med kant og humor.
Sonja er single og oversætter svenske kriminalromaner. Hun er ved at tage kørekort, men hendes kørelærer, Jytte, har ikke rigtig tid til at lære hende at skifte gear, fordi der er så meget, hun skal fortælle. Hun forsøger sig med en ny lærer, Folke, men forestiller sig, at han har alle mulige hensigter, når han fører hendes hånd på gearet. Samtidig går hun til massage hos alternative Ellen, og hjemme i Vestjylland vil hendes søster ikke tale med hende. Dorthe Nors har udgivet 5 romaner og en novellesamling Kantslag, der har fået succes bl.a. i USA.
Herlig underspillet humor med alvor bag og et strejf af jysk chicklit.
Sarkasmen og den lette satire, samt beskrivelsen af et dybest set ensomt menneske minder mig om kvindelige danske forfattere som Helle Helle, Kirsten Hammann og Lone Aburas.