Bogens historiske ramme tager os med på en rejse til det østlige middelhavsområde med fortællinger fra biblen og det gamle Egypten. Bogen er ikke en historisk roman i almindelig forstand, da den også er tilsat elementer fra fantasy- og science fiction-genren.
Da historikeren Magnus Eriksson vågner op efter sin operation, er intet, som han havde forventet. Han er blevet hentet fra 2012 til oldtidens Atlantis - her henlagt til Helgoland - for at hjælpe med at stjæle et våben fra Egyptens farao Ramses II. Hans særlige viden om Ramses II skal sammen med bl.a. vikingen Torhals sejlerevner hjælpe den meget gamle matriark Skuld med at skaffe et våben, der kan hjælpe hendes folk, når de bliver tvunget til at finde nyt land pga. en stor oversvømmelse, som hun har forudsagt. Rejsen bliver en farefuld færd med vulkanudbrud, mytiske væsner, bibelfortællinger og endelig det gamle Egypten med dets mystik og hemmeligheder.
Bogen er en revideret udgave af Erik Juul Clausens debutroman Spionen fra Atlantis, 1985. Handlingsmæssigt er der ikke ændret noget udover, at hovedpersonen rejser fra 2012 i stedet for 1985. Til gengæld er bogen gennemskrevet til et mere nutidigt sprog, og bogen har også fået et løft i layout.
En historisk fantasyroman, der tager sin læser med på en farefuld færd til oldtidens østlige middelhav. Det mærkes, at forfatteren har styr på de historiske fakta, og at bogen er over 30 år gammel har ingen betydning i denne reviderede udgave.