For børn af begge køn i alderen 10-13 år er her en sjov og spændende bog med en charmerende hund i hovedrollen. Ideel til selvlæsning, men også velegnet til højtlæsning.
Første bind i serien om spionhunden Lara, en forkortelse for Ledende Autoriseret RedningsAgent. Forfatteren er ny på det danske marked, mens illustratoren Chris Mould er kendt fra serien Skrækkeligt skummelt. Lara er en meget intelligent hund. Hun er trænet af hjerneforskeren professor Cortex, og under kodenavnet GM451 er hun ansat i den engelske efterretningstjeneste. På flugt fra skurken Mr. Big, gemmer hun sig i en hundepension, og ender hos familien Cook. Både agenter fra efterretningstjenesten og Mr. Big leder efter hende. Imens prøver Lara at holde lav profil og vække mindst mulig opsigt. Men det er svært, og livet som ganske almindelig hund i en familie med tre børn kan vise sig at blive hendes hidtil sværeste opgave. En morsom og velskrevet historie, men forudsigelig og triviel i sin opbygning.
Jeg er ikke stødt på andre bøger om spionhunde, men kan man lide at læse bøger med en hund i hovedrollen, så kan for samme målgruppe anbefales John R. Ericksons bøger om westernhunden Hank the cowdog.
Spionhunden Lara giver Lassie og Scooby-Doo kamp til stegen. En ny heltehund er født. Morsom og letlæst historie.