Henvender sig primært til familier, men kan principielt bruges af alle.
Louisa Lorang er uddannet kok og er madskribent på Femina. Hun er også gæstekok på morgen-tv og leverer opskrifter til Årstidernes måltidskasser. I denne bog slår hun et slag for fællesskabet omkring måltiderne for store og små. Hun har forslag til morgenmad, madpakker, nye og gamle favoritter, fastfood, sødt og drikkelse. Det er en traditionel kogebog med opskrifter og billeder, og der er ny inspiration at hente. Der tages hensyn til børns smagsløg, men de voksne kan også være med. Retterne er enkle og velegnede til de ofte travle hverdage, hvor tiden spiller en vigtig rolle. Bogen er skrevet til voksne, men børnene kan også være med, så tilberedningen af måltiderne kan blive en fælles aktivitet for hele familien. Ingredienserne er velkendte og overvejende sunde. Prøv fx grove æblemuffins, rugvafler eller empanadas med oksekød. Lækkert. Bagest et alfabetisk register. Lorang har tidligere udgivet: Vild med vegetar, Vild med salater og Vild med hverdagen.
Bibliotekerne har flere kogebøger henvendt til familier (med børn), fx kogebøger af Helle Brønnum Carlsen og Camilla Plum, men det er altid rart med ny inspiration.
En dejlig familiekogebog med god inspiration, lette retter og flotte fotos.