Skolestarten for endnu en ny årgang nærmer sig, overgangen fra årgang 0 til 1. klasse står efter sommerferien for døren. I denne forholdsvise lette bog, som er den første bog i en ny serie Vores klasse, om 1. klasse, møder vi de to piger, Lotte og Siri, som skal starte i skole. De glæder sig helt vildt. Men dagen før skolen starter, møder de Alex fra en af de store klasser, og han er lige ved at få gjort dem bange for skolen. Er det rigtigt at der er spøgelser i kælderen og at læren er skræmmende? Men heldigvis viser det sig, at skolen er alle tiders og pigerne er glade igen! Bogen er sat med en rimelig stor sats, og der er illustrationer i varme farver. Der er både detaljer og store linjer. Illustrationerne er med til at billedfortælle historien og understøtter fint teksten. Hverken forfatter eller illustrator har tidligere fået udgivet bøger i Danmark, men er i Sverige kendt fra adskillige bøger til børn. Til de kommende 1. klasser er bogen oplæsningsegnet og kan ellers selvlæses fra 8-9 år.