I Kronhjortens stamme er vi tilbage i jægerstenalderen. Allerede fra slutningen af 2. klasse og hen i 4. kan man med udbytte her læse om livet på en boplads med tvillingerne Spurv og LilleBjørn som handlingsbærere. Som i de øvrige bøger i serien har også denne fortælling et fagligt grundlag, der især koncentrerer sig om en enkelt del aflivet og vilkårene, og som får en særlig omtalei slutningen af bogen. Denne gang er det ilden, der fokuseres på, gudernes gave til nytte og til fare! En lynbrand lægger bopladsen øde, netop som man kan forestille sig virkeligheden, når enkatastrofe indtraf. Men Gamle Kronhjort tænder håbet påny og siger, at ilden renser, det gamle skal ud, og alle er ivrige efter at bygge op. Omkring denne begivenhed snor sig flere små hændelser,der belyser de gamles situation med Gamle Kronhjort som eksempel - de forældreløse børns udsatte post, hvis ikke de selv var så livsduelige som nu Spurv og Lille Bjørn. Der er også en fin sekvensmed tamoksen, der bedækkesaf vildtyren, hvilket er ved at skabe panik, men egentlig er det en beretning om den spæde start på husdyrbruget. Sådan er der så meget, ja, så meget i en kort og klar ogredelig historie om de ældste tider for de yngste læsere.