Handlingen i billedbogen rummer spændingselementer, der vil fascinere børn fra 3-7 år.
Spyfluen Astrid kendes fra Spyfluen Astrid, 2007. Her havde hun dramatiske oplevelser i hjemmet. Nu sker det også udenfor. Hun bliver sat til at passe småfluen Lille-Bertil, og han er ikke nem at holde styr på. I skorstenen må hun redde ham ud af et edderkoppespind, lige før edderkoppen angriber. De ender oven på skorstenen, så trues de af en fugl, men når ved et held frelst hjem. Teksten er skrevet i et enkelt, levende sprog. Satsen varierer og indgår effektfuld grafisk i handlingen. Illustrationerne understøtter og udvider handlingen. De er tegnet i en løs streg, der rummer både humor og energi, og på en fascinerende måde antyder det farlige. Der er noget uimodståeligt over dem, ikke mindst over Astrid. Farverne er lagt løst på og er mest s/h nuancer, rød og grøn. En detalje fra et af historiens dramaer ses på forsiden, bagsideteksten løfter lidt af sløret for handlingen.
Illustrationernes udtryk, tekstens fortællemåde og bogens spændingselementer minder en del om dem i Spyfluen Astrid.
Det er en veloplagt billedbog, hvor tekst og illustrationer sammen leverer en underholdende og spændingsfyldt historie. Det farlige antydes, men på en måde, så de 3-årige fornemmer den uden at blive skræmt, og de lidt ældre børn kan digte videre på den.