Sjov billedbog, der i fluehøjde og med dramatiske elementer fortæller de 3-7-årige børn om farerne og glæderne ved at stikke af fra familien og søskende.
Spyfluen Astrid kender vi allerede fra Spyfluen Astrid 2007 og Spyfluen Astrid flyver højt 2008. Astrid bor sammen med sin familie bag sofaen og passer sine 43 små søskende. 27 småfluer kommer til, og så stikker Astrid af. Flugten er ikke udramatisk, for hun havner i bunden af en kop, og føler sig ensom og sulten. Men så lugter hun mad og vender hjemad, hvor mosteren har fundet fætter Stub, som skal hjælpe med at passe småfluerne. Det er de herlige, humoristiske og veloplagte illustrationer i en løs streg og flueperspektiv, der bærer historien. Teksten er ganske kortfattet tilrettelagt med forskellige grafiske typer, der indgår i illustrationerne som billedtekster i en dejlig finurlig og fornøjelig helhed.
I illustrationer, fortællemåde og spændingselementer ligner bogen de 2 foregående titler om Astrid til genkendelighed. Bøgerne har således også den samme præsentation af Astrid og hendes store familie bag sofaen. Pointen med at stikke af og den lille morale, at det ikke er godt at være alene, er en herlig fornyelse.
En veloplagt billedbog, hvor tekst og illustrationer tilsammen skaber en lille spændingsfuld historie og oven i købet med en vedkommende pointe og morale for målgruppen.