Statens Kunstfond har altid været en omdiskuteret størrelse. Det fremgår tydeligt af denne 40-års jubilæumsbog. Forhistorien, starten under Bomholt i 1964 og den offentlige debat, som aldrig er forstummet, dokumenteres med citater fra såvel betænkninger som avisartikler suppleret med illustrationer fra demonstrationer, happenings og satiretegninger. 15 kulturpersonligheder, alle finurligt portrætteret af fotografen Tine Harden, har bidraget med hver sit essay, som underholdende og på meget forskellig måde kommenterer institutionen. Bogens sidste del består af en komplet oversigt over de 5400 personer, som har modtaget stipendier, legater, præmieringer og udsmykningsopgaver. De listes år for år efter kunstområde, som det kendes fra de årligt udgivne beretninger. Afsnittets mange illustrationer giver desuden et fint view over 40 års ypperlig dansk kunst fra Thomas Koppels nodeark til Astrid Kroghs neontapet. Bogen afspejler på glimrende vis Statens Kunstfonds virke som en central kulturinstitution, der nu står over for at finde sine ben i en ny situation under Kunststyrelsen.