Adil Erdem, f. 1964, kurdisk forfatter bosat i Danmark siden 1982, har tidligere udgivet romaner, noveller, undervisningsbøger - og digte, senest udkom digtsamlingen Tidens uven i 1997. Nærværende knap femten prosadigte tematiserer primæt splittelsen i mødet mellem to kulturer, mødet med intolerancen og fremmedhadet i hvis kølvand også følger den mere og mere uartikulerede og skingre retorik. Hvordan kan man forklare og forstå - og hvad med børnene, næste generation af uskyldige ofre for tidligere tiders drømme og udlængsel efter et andet og bedre liv. Adil Erdem skriver i et enkelt, ligefremt og letlæst sprog hvor der tillige hæges om drømmene om og billederne fra den verden der nu for altid er forladt, ja vel fortabt, og dens mange værdier, der her synes at stå i et ganske umisteligt skær. Sympatisk og da heller ikke ganske uden håb om forstålese og/eller gensidig respekt, men måske også lidt for forudsigelig, lidt for forventelig i sit valg af optik og indfaldsvinkler. Anderledes og måske mere spændende eller nyskabende i de få digte der kredser om kærligheden. En samling der rummer flere tilløb, men vel næppe påkalder sig den store ydre opmærksomhed. Bibliotekerne er i øvrigt fra tidligere bekendt med forfatterskabet og dets rækkevidde.