Vi er nu nået til den 4. samling om den 6-årige dreng Steen og hans levende tøjtiger udgivet i kronologisk orden. Som de tre tidligere albums er det en blanding af sort/hvide hverdagsstriber og farvelagte søndagsstriber i et meget lækkert og flot udstyr. I de ca. 10 år serien har eksisteret på det danske marked, har den opnået en utrolig popularitet, og den har en meget stor og trofast fanskare fra 6 år og ubegrænset opefter. De mindste kan nyde og forstå de helt tekstløse striber, fordi tegneren med ganske enkle virkemidler og en yderst udtryksfuld streg formår at vise stemninger og følelser. Unge vil elske Steens anarkistiske livsindstilling, og de voksne vil more sig over de filosofiske og rammende replikker. De enkelte striber er tit variationer over samme tema som f.eks : Steens forhold til skolen, forældrene, uhyrerne under sengen samt hans mildelst talt anstrengte forhold til piger. Undertegnede holder naturligt nok mest af de striber, der omhandler bibliotekarer. Morsom og begavet tegneserie for hele familien.