"Paradoksalt er det, at de sange på albummet, som bygger på de heftigste historier, formidles med den største tilbageholdenhed. Og dén behandling havde alle de andre numre bestemt også haft godt af. Men når albummet alligevel kommer i mål, skyldes det ikke mindst Lars Lilholts stemme, som kan være smuk på sin helt egen flossede facon. Rørende, sårbar, helt uden manérer.Og så fortrænger vi så hurtigt som muligt den stygge »Et folk, et menneske«, hvor han forsøger sig med rap".