Fortsættelse af billedbogen Storm-Stine fra 88. Stine er igen på en dejlig sommerferie hos sin morfar i Skærgården. En dag finder morfar ud af, at det er Pralhalsens - på svensk Stortrutens -fødselsdag, og de besøger ham med saftevand, kaffe og honningmadder. Oversættelsen af mandens navn er helt misvisende. Stortruten, der vel i denne sammenhæng må hedde noget i retning af Stortuden,er ikke spor pralende, men blot en sindsforvirret og deprimeret, gammel mand. Han oplives så meget af besøget og de medbragte honningmadder, at han i strålende humør fortæller Stine, hvordan hansom sømand under en storm først fik en kiste fuld af guld og siden mistede den igen og skyllede i land på næsset Guds Tommelfinger i en balje. Inden afskeden overfaldes han igen af mismod. Danskebørn har næppe megen forståelse for gamle mennesker med sindslidelser, specielt ikke, hvis der som her er tydelige religiøse overtoner. Men det er en ovenud smukt tegnet historie. Personerne harliv og sjæl, og bådemorfars og den gamle mands hjem samt den omgivende natur er tegnet så levende og stemningsfuldt, at bogen trods den sære historie vil være umiddelbar forståelig ved oplæsningfor skolens yngste elever. Men spørgsmål vil der komme bagefter.