Dette er billedbog nr. 2 om Store Ulv og Lille Ulv, som har de 3-6-årige som målgruppe. Den enkelt udførte forside illustrerer temaet, som bl.a. er venskab.
Store Ulv og Lille Ulv får samtidig øje på en lækker appelsin i et træ. Store Ulv får først fingrene i den, men da han ser Lille Ulvs længselsfulde blik, kaster han den til ham. Lille Ulv griber den ikke og den triller væk. Dette indleder en søgen, der gør, at Lille Ulv bliver væk. De to ulves gensidige savn overtager og gensynsglæden er stor. Illustrationerne er enkle uden de store detaljer og udført i jordfavede akvareller. Teksten er beskrivende uden direkte tale, hvilket har en god effekt i forhold til temaet, der illustrerer savn, længsel og genforening.
Historien kan sammenlignes med den første bog Store Ulv & Lille Ulv. Jeg kommer desuden til at tænke på Sylvia Vanden Heedes Ræv og Hare, hvor målgruppen dog er en anelse ældre.
En smuk og poetisk fortælling om venskab, om at dele og om at give lidt af sig selv. Bogens morale vil kræve formidling og forklaring og vil derfor være oplagt for en gensidig snak.