I en dystopisk fremtid bliver Storm og Rødhår taget til fange af en gal videnskabsmand og hans grådige håndlangere. Kan de undslippe deres skæbne og den nådesløse ørken? Retro-science fiction i tegneserieform for børn og voksne fra 13 år.
Helten Storm er stadigvæk fanget i en fremtid fyldt med galninge, mutanter og en fremmedartet natur i dette 3. bind. Sammen med kvinden Rødhår er han på vej igennem en ørken, der engang var et verdenshav, men de bliver taget til fange og tvunget til at deltage i et grusomt eksperiment. De møder også det mystiske Hvide folk. Forlaget lover på bagsiden, at mindst 16 bind er på vej af denne serie fra 1970'erne. 2. bind hed Storm - den sidste vogter.
Seriens alder kan ikke skjules. Især på tekstsiden er der alderdomstegn, da mange tekstkasser simpelthen nøjes med at beskrive, hvad der også kan ses på billedet, hvilket sænker tempoet i den ellers hæsblæsende historie. Tegningerne er den store attraktion med deres malede, sprudlende farver og store detaljerigdom. Som retro-science fiction og rendyrket heltefortælling af den gode, gamle slags kan både serien og dette album absolut noget.
Storm virker bl.a. inspireret af rumhelten over dem alle, Jens Lyn. Blandingen af barbarfortælling og science fiction drager også tankerne hen på klassikeren "Thorgal", der blander vikingefortælling med fantastiske elementer, fx Selkien.