Strids ordløse billedunivers henvender sig lige så meget til voksne som til børn.
I 2007 udsendte Jakob Martin Strid den poetiske og fabulerende forvandlingsfortælling Decimal 0.4, uden intrige eller morale, men med et uimodståeligt visuelt overskud. Den nye udgivelse følger i forgængerens fodspor. En række kortere og længere historier præsenterer et overflødighedshorn af grafisk overstadighed, kombineret med en sprudlende fortælleglæde. Det er ikke de store ting, der sker i Strids små handlingsforløb, men det er måden, de sker på. Med den lille Strid og hans kat som gennemgående figurer møder læseren både graffitimalende rum-autonome, efterladenskaber fra den russiske vinterkrig og stenmonumenter i en Indiana Jones-agtig jungle. Miljøbevidsthed og glæden ved at skabe og udforske er et par af de underliggende temaer, som formidles helt uden løftede pegefingre i Strids ekstremt letlæselige streg og i en dejligt klar og slagkraftig farvelægning.
Jakob Martin Strid er tydeligt påvirket af både Hergé, Moebius og Deleuran, men har forlængst bearbejdet inspirationskilderne til en personlig og uhyre let genkendelig udtryksform.
De 160 sider i albummet er hurtigt bladret igennem, fordi der ikke er nogen tekst til at sinke øjenbevægelserne. Til gengæld rummer de sprængfyldte sideopslag, som ind imellem antager karakter af myldrebilleder, rigtig meget stof til adskillige gennemlæsninger, og indholdet giver helt sikkert læseren lyst til at starte forfra efter endt (billed)læsning.