En rigtig god strikkegrund- og opslagsbog med vejledning og inspiration til både begyndere og øvede.
1. udgave af denne bog udkom i 2005 med titlen Aschehougs strikkebog. Titel- og forlagsskift samt et nyt omslag er, så vidt jeg kan se, det eneste der adskiller de to udgaver. Der er tale om en meget anvendelig og alsidig strikkebog, som tager hånd om materialer, teknik, mønstre og kreative projekter til afprøvning af det viste. Fra de helt basale ret og vrangmasker stiger sværhedsgraden til jacquard og neverkont. I mønsterafsnittet er der masser af fine hulmønstre og snoninger, og opskrifterne indeholder mange småprojekter med tilsætning af perler, broderi og pyntekanter. Med forkortelsesliste og register.
Det må bero på smag og behag, hvilken grundbog man foretrækker, for to andre har et tilsvarende indhold: Strikkerens mønsterbog, 2012, og Politikens strikke- og hæklebog, 4. udg. 2011. Begge dog uden opskrifter.
En rigtig god og inspirerende grundbog, som vil tiltale alle strikkeglade. Har man velfungerende eksemplarer af førsteudgaven Aschehougs strikkebog er udskiftning ikke nødvendig, da indholdet er ens.