Universet er ved at rive sig selv i stykker og en mystisk forladt rumstation lader til at være årsagen til problemerne. I et rumskib skal spilleren trænge ind på rumstationen for at redde universet. Fra 12 år.
Spillet er et første persons skydespil, hvor spilleren skal styre et rumskib gennem rumstationens fem baner. Døde fjender efterlader forskellige typer af våben og opgraderinger til rumskibet. Banerne på rumstationen er tilfældigt genererede, så spillet føles som en såkaldt roguelike - et spil med tilfældigt genererede baner, fjender og skatte. Da spillet foregår i rummet har man fri bevægelighed i 6 retninger (højre, ventre, frem, tilbage og op og ned). Action foregår i et rimeligt tempo, men dør man undervejs mister man alle sine ting og skal starte forfra.
Spillet er kort og simpelt at gå til, men byder alligevel på tilfredsstillende action og mange varierede muligheder for at finde våben og udstyr, der får spiloplevelsen til at virke ny hver gang. Sublevel zero er relativt let, så de fleste spillere vil nok blive træt af det efter nogle gennemspilninger, hvilket ikke burde tage mere end en weekend at opnå. Det er en skam der ikke er gjort mere ud af historien, for den er glemt lige så snart spillet er startet. Grafikken er nydelig med skarpe farver og effekter. På engelsk. Pegi 7.
Sublevel zero redux er en konsol version af indie-spillet Sublevel zero, der udkom til PC i 2015. Spillet er tydeligt inspireret at det populære Descent fra 1995, der også gav spilleren mulighed for at styre et rumskib på samme frie måde.