Kommunikation - for sundhedsprofessionelle
Sundhedskommunikation på sygehuset præsenterer en vifte af kommunikative perspektiver på nutidens danske sygehusvæsen. Sundhedskommunikation forstås bredt som kommunikation om sundhed, sygdom, omsorg, behandling og pleje. Det er et særkende ved bogen, at kommunikation ikke opfattes som et særligt område på sygehuset, men som et grundlæggende træk ved mange af sygehusets arbejdsområder. Bogen beskæftiger sig med aktuelle udviklinger og centrale forhold i sygehusvæsenet såsom elektroniske patientjournaler, nye ledelsesformer, læge-patient-samtaler, ´empowerment´ af patienterne, sygehusets omdømme og nye ´kommunikative´ terapiformer. Artiklerne i bogen belyser disse forhold ved hjælp af kvalitative studier, der går i dybden med faktiske eksempler på sundhedskommunikation.