Sune er 7-8 år og hovedpersonen i en ny serie på fire bind af meget lette bøger. Sune kravler sammen med Bo op i et højt træ. Bo vil hente noget slik, og Sune er alene. Her oppe fra kan han se sig vidt omkring og opdager både morsomme og knap så morsomme ting. Da ærkefjenden er kravlet helt op til ham, må de sammen finde ud af, hvordan de kommer ned igen. En god lille historie, som med en meget enkel tekst formidler mange af de følelser, der er mellem ganske almindelige børn. Sune er adopteret fra Peru, men det nævnes ikke i dette bind, hvor kun de klare tegninger fortæller, at Sune er mørkere end kammeraterne. Meget velegnet til den allerførste læsning, og den kan sagtens gå hen og blive et hit i børnebibliotekerne, hvor efterspørgslen efter gode letlæsningsbøger er enorm for tiden.