Den nye Paul Auster er en typisk Auster. Og den er rigtig god. For de mange trofaste Auster-læsere og for læsere af amerikansk litteratur.
Den gennemgående figur i denne velskrevne og ordrige kollektivroman er den 28-årige Miles Heller, der efter en traumatisk ungdomsoplevelse nu strejfer rundt i USA og lever af forskellige småjobs. I 2008 vender han tilbage til New York og flytter ind i et faldefærdigt hus i Brooklyn sammen med tre jævnaldrende. Romanen fortælles i tredje person og med skiftende perspektiv, så ikke alene Miles, men også hans kunstnerisk anlagte bofæller, hans forlæggerfar og skuespillermor kommer til orde. Der er en uheldssvanger grundtone under det hele, og det er ikke kun i samfundsøkonomien, der er krise, men også i personernes følelsesliv. Alligevel er det et vist håb for dem alle, og det har været en ubetinget fornøjelse at lade sig suge ind i denne roman om skyld, krise og kollaps over for kærlighed og kunst.
Det er mest oplagt at sammenligne Auster med Auster, og Sunset Park ligger i naturlig forlængelse af forfatterskabet, som har en række gennemgående temaer: Tilfældets musik, skyld, far-søn forholdet, amerikansk film og litteratur. Og selvfølgelig er der også her selvbiografiske træk.
Paul Austers nyeste og meget vellykkede New York-roman er en typisk Auster; ordrig og tænksom. Den er uhyre velskrevet i al sin grundighed og vil appellere til såvel nye som gamle Auster-læsere og læsere af intellektuel amerikansk litteratur.