Humoristisk billedbog fra 4 år om en sej pige, hvis lillesøster bliver kidnappet.
Sofie kalder sig selv for Super Sofie, fordi hun synes, at hun er god til mange ting. Sofies mor er flyttet, så Sofie og hendes lillesøster bor alene i et stort hus. En morgen finder Sofie en seddel fra en tyv, som skriver, at han har røvet noget fra hende. Hun tænker længe over brevet, og det går op for hende, at lillesøsteren mangler. Super Sofie går i aktion, og tyven kommer snart til at fortryde sin ugerning. Sød lille historie om en pige, der ikke er bange for noget. Sproget er mundret, tjept og handlingsmættet, hvilket passer godt til den handlekraftige Sofie og det spændende plot. Rasmus Jensens tegninger er sjove og livlige med klare farver. Figurerne har et lidt tegneserieagtigt kropssprog med store smil og armbevægelser. Tyvens grumme skæbne er mere humoristisk end farlig, så nattesøvnen er ikke i fare. Kirsten Ahlburg har udgivet en lang række letlæsningsbøger for både børn og unge, senest fx Gro og ponyen, 2010 og Bo i telt, 2010.
Super Sofie kan fx sammenlignes med Kender du Pippi Langstrømpe? : billedbog, 2009. Læsere af Anne Pedersens billedbogskrimier, som fx Find hønsetyven, Snus!, 2010, vil nok også synes om denne bog.
Sød action-billedbog med en sej pige, der kan minde lidt om en moderne Pippi. Sjov lille tilføjelse til hylderne, som nok skal finde et publikum.