Især fans af Robinson-ekspeditionen vil være interesseret i at læse den barske Robinson-vært Jakob Kjeldbjergs historie, der også rummer fortællingen om livet som professionel fodboldspiller med præstationsangst.
I denne biografi fortæller Jakob Kjeldbjerg sin historie til journalist Johan Lyngholm Bjerre. Første del af bogen handler om fodboldkarrieren fra årene i Viborg og Silkeborg til den professionelle karriere i Chelsea FC og landsholdskampene i første halvdel af 1990'erne. Som 26-årig bliver Kjeldbjerg erklæret fodboldinvalid og må finde en ny retning i sit liv. Han kastes ind i TV-branchen og efter en debut som fodboldkommentator bliver han ny vært på Robinson-ekspeditionen. Her skaber han sig et navn som den barske vært, der sammen med sin producent går lige til grænsen, - og måske lidt over den - for at skabe underholdning og høje seertal. Bogen indeholder også afsnit om Jakob Kjeldbjergs privatliv med kone og børn og brydes to steder undervejs op af sider med farvefotos.
En personlig fortælling, der taler direkte til læseren, om præstationsangst i forbindelse med fodbolden og om at finde sit rette element som TV-vært. Fortalt i et lidt ujævnt sprog med en del gentagelser.
En af deltagerne i Robinson-ekspeditionen har tilbage i 2001 beskrevet sine oplevelser i Fra sort svin til superdansker, men i denne bog kommer man bagom serien på en anden måde.