Primært til fans af serien, men også til fans af historiske krimier - særligt hvis man foretrækker en stille og rolig løsning af gåden, med fokus på psykologi frem for på hæsblæsende action.
Sværdets bid er 5. del af serien om Halfdan, Winston og Alfilda. De to sidste spiller en mindre rolle, fokus er på Halfdans kampe med sig selv og omverdenen. Han er stadig jordløs og håber, kongen snart giver ham land, så han kan gifte sig med sin elskede Emma. Krimiplottet er enkelt: Halfdan og Winston skal opklare hvem, der har forgivet en mand, som havde kendskab til en trussel mod kongen. Det er dog snarere Halfdans indre spændinger, der driver fortællingen frem. Han tvinges til at bryde et løfte, hvilket smerter ham mere end et fysisk sår, heraf titlen. Bogen har sin styrke i sin høje grad af troværdighed både rent psykologisk i beskrivelsen af Halfdans personlige krise og i tidsbilledet fra middelalderens England, hvor læseren både får indblik i hverdagen i kongens lejr og de ustabile magtstrukturer i samfundet. Nye læsere kan godt få noget ud af bogen, men det er en stor udfordring at holde styr på fx navne, steder og personernes indbyrdes relationer. Forrest i bogen et kort over det engelske rige.
Ellis Peters og Candace Robb skriver også krimier, der foregår i middelalderens England.
Krimiplottet er meget nedtonet og virker næsten som et påskud for at fortælle historien om Halfdans krise - den er så til gengæld også interessant og psykologisk troværdig.