En modsat og moderne version af Spørge-Jørgen, som i højere grad kan bruges som et pædagogisk vink-med-en-vognstang til de forældre, som i misforstået godhed overlader alt for mange valg til deres børn, end som den højtlæsningsbog for børn fra fem år, den nok er tænkt som fra forfatterens side.
Skolepigen SvareSara er et barn, som for det første er stopfodret med viden og for det andet dagen lang er udsat for at skulle tage stilling til alt, lige fra hvilket kæledyr hun kunne tænke sig, til hvad hun vil have til aftensmad. Hun er på den måde så vant til at være i centrum, at hun stort set er ulidelig at være sammen med i al sin højtråbende besserwissen. Men en dag bliver det hende for meget med alle de valg, og hun sætter hælene i over for forældrene, som lover selv at tage beslutninger fremover. Og i skolen, hvor hun også har været en pestilens, får hun et manglebræt af den forelskede David, så hun kan stryge hjernen og slappe af. Forfatteren er stand-up komiker og har ikke tidligere udgivet børnebøger, mens Pia Halse, hvis stemningsfulde og skæve illustrationer fint passer til teksten, kendes fra bøgerne om Elektriske Heidi af Elisabeth. Teksten er lang og mundret, men en stramning der havde fjernet overflødige detaljer havde i mine øjne været en fordel.
Der findes ikke andre børnebøger om dette tema.
Det er en bog om et alvorligt og meget relevant emne fortalt, så man ret hurtigt får stress af det opmærksomhedskrævende barn, og måske kan den sætte nogle tanker i gang rundt om i de små hjem.