Symfoniorkestrets udvikling fra omkring 1600 og frem til i dag bliver her fortalt på en overskuelig og letforståelig måde af Sven Kruckenberg, svensk musikskribent og tidligere kunstnerisk leder af symfoniorkestrene i Göteborg og Malmö. Han viser, hvordan både orkesterstørrelsen og instrumentsammensætningen har ændret sig, og han giver eksempler på hvilke orkestre, de store komponister op gennem musikhistorien har arbejdet med. Der fortælles også om nogle af de store koncertsale og om dirigentens rolle. Halvdelen af bogen rummer en udførlig gennemgang af de enkelte orkesterinstrumenter. De er behandlet i samme rækkefølge, som de optræder i et partitur, dvs. træblæserne først og strygeinstrumenterne sidst. Der gøres rede for instrumentets opbygning, toneomfang og dets placering i orkestret, og der er eksempler på nogle vigtige værker fra instrumentets repertoire. Der er mange gode og tydelige fotografier af instrumenterne. De ældre forløbere for de moderne instrumenter nævnes, men bogen omhandler - som det også fremgår af titlen - de instrumenter, som anvendes i det klassiske symfoniorkester.