Fans af Sue Graftons bøger får hermed en ny spændingsroman at kaste sig over. Samtidig kan T for tillid foreslås til de lånere, der gerne vil have spændingsromaner uden alt for meget action.
Den 20. roman i rækken af Sue Graftons spændingsromaner, der går under betegnelsen alfabetserien, hvor hver titel begynder med et bogstav som eksempelvis A for alibi, 1991 og P for paranoia, 2001. Fælles for dem alle er hovedpersonen Kinsey Millhone, der tidligere har været politibetjent, men nu arbejder som privatdetektiv. Hun udfører i løbet af historien diverse småjobs som indhentning af vidner i forbindelse med forsikringssager med videre. Imens flytter ondskaben i skikkelse af en hjemmeplejer ind i Kinseys ældre nabos hus. Egentlig for at tage sig af den ældre mand, men i virkeligheden er hun kun interesseret i hans penge. Historien er velskrevet og godt oversat, indeholder en del humor og selvironi og formår at underholde på de næsten 400 sider. Men decideret spænding er der vel kun til allersidst. Alligevel kan bogen godt anbefales som en krimi i den lidt blødere ende.
Udover de 19 andre bøger i Graftons alfabetserie, så kan interesserede lånere prøve at give sig i kast med bøger af Patricia D. Cornwell eller måske nogle af de skandinaviske forfattere som Anne Holt.
Romanen T for tillid indeholder en del humor, men decideret spænding er der reelt set først til allersidst. Alligevel kan bogen godt anbefales som en krimi i den lidt blødere ende.