Historisk roman for børn. Den første af forfatteren på dansk. John lever i England omkring det 13. århundrede. Invalid efter en ulykke, der dræbte hans far, bliver han optaget i kirkens kor. Men det, der umiddelbart ser ud som held, viser sig at være et mareridt af ydmygelser og afstraffelser. Da en præst myrdes, og hans ven forsvinder, er han nødt til at handle hurtigt for at redde nogle uskyldige fra at blive dømt. Mange temaer berøres, især jødehad og munkenes religiøse hykleri, bl.a. med hentydninger til flere af disses lyst til unge drenge og salg af falske relikvier, men også tro/overtro, handicap og venskab. Bogen er velskrevet og med et godt indblik i, hvordan livet kunne have været omkring en kirke i middelalderen. Sproget er med megen dialog. Mordgåden og opklaringen er med til at give historien liv. Men bogens tykkelse og de forskellige af tidens problemstillinger betyder, at læseren skal være af den habile slags, og med lyst til det historiske. For børn mellem ca. 11 og 15 år, hovedsagelig midtimellem. Den gode forside signalerer både middelalder og spænding.