Bogen er henvendt til en lang række faggrupper, der professionelt møder mennesker i krise i forbindelse med sorg og tab. Det være sig alle fra socialrådgivere, læger over præster og ambulancefolk til frivillige. Jeg synes også, bogen qua sin faglighed vil være velegnet i uddannelses- og opgavesammenhæng på relevante voksenuddannelser.
Forfatteren er kriseterapeut og bogen oversat fra svensk. Den beskæftiger sig med de tab, alle kommer ud for før eller siden i livet: dødsfald , skilsmisse, tab af job, arbejdsevne, indtægtsgrundlag osv. Forfatterens perspektiv er det psykosociale - dvs. den ramtes indre psykiske og ydre sociale virkelighed. Den handler om voksne menneskers tab - om de almindelige reaktioner og de mere komplicerede sorgforløb. Meget konkret omkring intervention og støtte. Bogen har den aktuelle forskning med og er veldisponeret med detaljeret indholdsfortegnelse, som gør det nemt at navigere rundt. Der er mange referencer til teoretikere og undersøgelser. Der er litteraturliste med fortrinsvis svensk- og engelsksproget litteratur samt stikordsregister.
Støtte og bære : når et medmenneske har det svært, 2009 er en nyere sorgbog, som er henvendt til ikke professionelle netværkspersoner. Ellers er det mest sjælesorg, sorg hos børn og sorgberetninger, vi har set de senere år. Den nødvendige smerte, 2. udgave 2001 er vel indtil nu det bedste bud.
Så denne kompetente titel er særdeles velkommen og bør vinde udbredelse til ovennævnte målgrupper via bibliotekerne.