Tabernakel

At referere eller uddrage essensen, eller et enkelt gennemgående tema i Niels Franks nye, store digtsamling lader sig ikke gøre. Dertil udgør digtene i alt for høj grad et univers i sig selv, som hænger uløseligt sammen med selve den sproglige formulering. I forhold til den forrige samling, Genfortryllelsen, (1988), er disse nye tekster mere åbne og frie i deres form. De lange, slyngede forløb nærmer sig gennem stadige tilnærmelser og forskydninger mysteriet, det uudsigelige, ekstasen, som hos NF aldrig entydigt kan benævnes eller sættes på begreb, men altid må eksistere på den afstand og med de forskelle som sproget sætter: "Ønskeform og bydeform, læbernes svævende linier,/ mit tvesind: Langt fra kan jeg ingenting se/ og tæt på ser jeg knap noget. Afstandene/ er hinandens skjul." Digtene dyrker derfor fragmentet, øjeblikket, detaljen, som i erindringen og sproget danner bestandigt nye mønstre og billeder. Hos NF er man aldrig i tvivl om at poesi først og fremmest er et arbejde i og med sprog. Teksterne er gennemreflekterede og sprogbevidste i usædvanlig grad, aldrig løsrevet og abstrakt, men del af en kunstnerisk praksis. NFs forfatterskab er lille af omfang, men kvalitativt fylder det meget i det lyriske landskab.

Read the full assessment