Fin lille tællebog om familien Mus. Bogen henvender sig til børn i alderen 2 til 5 år. Bogen vil være god til at lære tal og at tælle efter.
Bogen handler om familien Mus. Her er mor, far, Lille Mus og alle hendes yngre brødre. På hver side ser du familien gøre forskellige hverdagsting såsom at stryge, bære skrald ud og lave mad. Hver side handler om et tal fra 1 til 10, og teksten lægger desuden op til samtale om tal og hverdagen. Bogen ville dog fungere bedre som tællebog, hvis der havde været et tydeligt tal på hver side. Det er kun i den korte tekst, at læseren kan se tallet. Illustrationerne er helsidet og holdt i lidt afdæmpede farver. Musenes udtryk er søde og glade. Formatet er kvadratisk, og siderne er lavet af tykt papir, så der er god holdbarhed.
Man kan sammenligne denne bog med Mille og Mulle tæller dyr. Her er også en historie, hvor det at tælle indgår i teksten. Bogen har desuden sammen format og sidetykkelse.
En fin lille tællebog om familien Mus. Bogen bringer ikke så meget nyt, og der er udgivet bedre tællebøger, men historien fungerer fint til målgruppen.