Billedbog, som i tilstræbt fagbogsstil gennemgår ridderlivet. De to ophavskvinder har tidligere i samme serie beskæftiget sig med sørøvere, feer, havfruer, troldmænd og prinsesser i samme dekorative billedstil og tekst med ironisk tone. Ridderlivet er i det store og hele set med kvindeøjne, så der er lagt vægt på galanteri, håndkys og høflighed, kort sagt alt det, som min indre 5-årige dreng synes er noget pjat. Når det er sagt, er det selvfølgelig på sin plads at påpege, at der er tale om en charmerende og morsom bog med en gennemarbejdet billedside, hvor det dekorative element står meget stærkt. Fra 5 år.