En fortættet, men også vanskelig, psykologisk thriller, skrevet i typisk spansk, højlitterær stil. Intrigen er spændingsromanens, men forfatteren tager samtidig mange eksistentielle temaer op. Victor, der færdes i Madrids intellektuelle kredse, spiser middag med Marta, hvis mand er på forretningsrejse. Der er lagt op til en intim hyggeaften, da Marta pludselig føler sig dårlig og dør i løbet af kort tid. Victor, der ikke er nogen stor helt, beslutter at liste af, men i dagene og månederne efter kan han naturligvis ikke slippe begivenheden. Han bliver mere og mere opslugt af Martas familie og Marta selv, som han næsten ikke kendte før den fatale aften. Bogen er meget ordrig og kræver sit af læseren, da man i lange passager følger Victors indre monologer om liv og død, men den tålmodige læser belønnes med både spænding og dybde. Javier Marias bliver regnet for en af Spaniens store nutidige forfattere. Herhjemme er han kendt for romanen Et hjerte så hvidt (94/01), som han modtog en spansk litterær pris for.