Serien Tæt på livet i - består foreløbig af tre titler. Denne handler om Etiopien og er en fremragende bog for elever fra 4. kl. - til såvel fælles- som selvlæsning. Der er tale om et samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp. Bogen beskriver, som faktion, 4 børns dagligliv i et af verdens fattigste lande, og forfatteren får flettet fakta om landets geografi, politik og historie ind, samtidig formår han, ved at følge og beskrive børnene, at give læserne et stort indblik i deres ønsker og drømme. Læseren møder Meskana og Azeb, der lever på gaden i Addis Abeba. Wassie bor med Almazs familie i en lille by. Hans familie har ikke råd til at have ham boende, så derfor arbejder og bor han hos smeden. Wassie går ikke i skole som Almaz, men det råder han bod på. I forordet bliver Etiopien placeret på verdenskortet. Bagerst i bogen er nogle relevante opslag, hvor Danmark og Etiopien sammenlignes, stikordsregister, litteraturliste samt internetadresser. Bogen er præget af mange flotte fotos, kort og tegninger. Til denne bog er knyttet en video Wassies drøm samt opgaver, udarbejdet til serien. De kan hentes på nettet. Bogen supplerer fint En familie fra Etiopien, 1997.