En dejlig, stille billedbog om en lille dreng og hans bedstemor. Den kan bruges til oplæsning fra 3-4 år og til ca. 8 år. Forsiden, der viser en lille afrikansk dreng, der kommer spadserende med sine nye sko, på stærk blå baggrund, vil tiltale målgruppen. Men jeg tror historien mere appellerer til voksne end til børn. Teksten er enkel, fyldt med replikker og beskriver netop det, man kan se på opslaget. Billederne fylder det meste af siden, de illustrerer det fortalte, men er uden handling. De er flot kolorerede, akvarel og tusch, men personerne virker livløse, måske fordi de har lukkede øjne på mange af billederne. Billedernes størrelse gør bogen velegnet til oplæsning og fremvisning i en gruppe. Bogens emne er alment. Her foregår det i Afrika, men det kunne være hvor som helst, hvor pengene ikke bare slår til i familien. En bedstemor skal til byen og handle. Hun tager sit barnebarn med, han er en af de yngste i børneflokken og går derfor i aflagt tøj. I byen handler de samt ser på legetøj og sko. Bedstemoren fornemmer, at drengen ønsker sig nye sko, og da de har handlet det, de skal, og der er penge tilovers, får han nye kondisko.