Mikro Dingo, lix 5, LET-tal 13, så er vi ved begynderlæserne i de yngste klasser, fra 7 år. Bogen er til fritidslæsning og læsetræning.
De yngste læsere vil kende både forfatter og illustrator samt hunden Bella og pigen Sine. Her får de en spændende historie, hvor Bella vågner om natten og lugter røg. Hun vækker Sine, som vækker mor og far. Da de vil råbe om hjælp, er der allerede to vakse drenge, der har sat en stige op til første sal, hvor soveværelserne er. Forældrene takker drengene, men Sine giver Bella et stort knus og fortæller hende, at uden hendes skarpe lugtesans og gøen, ville de ikke have opdaget branden.
Bogen vil være let at genkende sammen med de andre bøger i serien om Bella.
Uha, Sine og Bella ser på forsideillustrationen forskrækkede ud - en appellerende forside, der nok skal få de små Bella-læsere til at tage fat i bogen, som i øvrigt i al sin enkelhed er lige så fremragende som de øvrige i serien.