Filmen henvender sig til et publikum interesseret i musik og festivaler. Desuden kan Woodstock-generationen også få et sjovt tilbageblik på tiden.
Dette er historien om den legendariske Woodstock-festival i 1969, der blev afholdt på en mark udenfor New York City. Den homoseksuelle Elliot vender hjem til White Lake fra den pulserende storby for at hjælpe sine forældre med det efterhånden nedslidte motel, der synger på sidste vers. Ved et tilfælde hører han, at nabobyen har afslået at lægge grund til en musikfestival. Han øjner muligheden for at få profit på motellet og får i stedet festivalpladsen lagt på naboens mark. Pludselig er hans forældres motel forvandlet til hovedkvarteret for festivalen, men det er ikke alle der synes lige godt om festivalen i deres by. Det viser sig nemlig, at festivalen trækker et større publikum end arrangørerne havde regnet med.
Filmen er instrueret af den Taiwan-fødte instruktør Ang Lee. Han er manden bag filmen Brokeback Mountain, der vandt en Oscar i 2005. I denne film har han valgt at gøre brug af et forholdsvist ukendt cast. Filmen er baseret på en bog af Elliot Tiber, som også er hovedpersonen i filmen. Baggrundsmusikken er komponeret af selveste Danny Elfman, som også modtog en nominering for soundtracket. Elfman er bl.a. kendt for musikken fra Spider-man.
En anderledes autentisk og underholdende film, der tager publikum med på ét langt trip. Historien fortælles i et meget afslappet tempo, helt i tidens ånd.