Illustreret udgave af klassikeren Takt og tone, som udkom første gang i 1918. Forrige udgave fra 1982 var et fotografisk optryk af Emma Gads tekst fra førsteudgaven, forsynet med indledning af forfatteren og forlæggeren Godfred Hartmann. Teksten i nærværende udgave er den samme (inkl. Hartmanns tekst) blot med moderne retskrivning, hvor å erstatter aa og uden store begyndelsesbogstaver. Opsætningen er moderne, luftig og læsevenlig med tydelige kapitler og afsnit. Bogen er illustreret med nostalgiske reklamer, plakater, forsider af gamle ugeblade fx Familie Journalen og Hjemmet m.m. En sjov og god ide, som desværre falder til jorden, fordi reklamer, nodepapirer og plakater ikke er dateret, og alle ugebladene er udkommet efter Emma Gads død i 1921 og derfor ikke signalerer noget om tidsånden og tekstens samtid. Hvis man havde valgt samtidige illustrationer, ville værket efter min mening stå stærkere som dokumentation af en svundet tid med svundne skikke og omgangsformer. Det er en meget smuk forside med et rødligt lærredsbind og guldtryk. De senere år er der udgivet mange bøger om nutidens skik og brug og moderne omgangsformer, senest Respekt! af Gitte Hornshøj. Emma Gads bog giver et nostalgisk indblik i skik og brug for næsten hundrede år siden og bør læses med et glimt i øjet.