I essayets form nærmer forfatteren sig journalistikkens væsen og diskuterer alle de væsentlige problemstillinger, faget indeholder: Hvad er en nyhed? Hvad skaber den gode historie? Vigtigheden af en god begyndelse. Interviewets faldgruber. Grænselandet mellem god journalistik og fiktion. Den kulegravende og afslørende journalistik og mange andre emner. Forfatteren er kritisk overfor udviklingen, hvor der skal produceres nyheder på samlebånd, hvor der kræves en stadig større produktivitet hos journalisterne - en udvikling, der alt for ofte resulterer i en mekanisk og fabriksagtig verden, hvor nyheder baserer sig på andres nyheder, hvor medierne går i selvsving, og hvor alt for få journalister bevæger sig ud i marken. Det er en bog, der fortrinsvis vil få læsere blandt journalister, journaliststuderende og andre mediefolk, som er involveret i de nævnte problemstillinger. Selvom emnet også har betydning for os almindeligt interesserede nyhedsforbrugere, tror jeg, at bogens lidt indforståede form vil gøre læserskaren blandt lægfolk begrænset.