I snart tyve år har Kim Fupz skrevet bøger med appel til både børn og voksne. Også denne nye billedbog er en god fælles oplevelse for børn fra 4 år og deres voksne. Det er historien om Tante T alias Edelheide Moseholm. Hun lever sit stille, regelmæssige liv. Det er lige til at blive skør af - og skør bliver Tante T, da en tilfældig TV-udsendelse med trompetspilleren Tommy Trolle inspirerer hende til at tale "T-mål". Hun havner på psykiatrisk afdeling, hvor ingen tør bruge bogstavet T, når Tante er i nærheden. Aldrig har hun haft det så sjovt, som når alle siger de mærkeligste "fing". Mens børnene umiddelbart vil more sig over de spøjse ord og sætninger, der opstår når T erstattes af andre bogstaver og måske selv begynder at lege med ordene, er der også stof til eftertanke og til snak om hvordan ensomhed og kedsomhed kan påvirke et menneske. Rasmus Bregnhøjs illustrationer føjer nye detaljer til fortællingen, når han placerer Tante T i en overordentligt nydelig lejlighed indrettet med dansk design og befolker hendes omverden med sære eksistenser som en bager med kringlenæse og en kyklop, der kører ambulance. Et utraditionelt farvevalg, understreger det groteske i historien, der som enhver god historie slutter med en morale.