Fortælleren i Jens Christian Grøndahls roman er en mand midtvejs i livet, solidt forankret i familielivet og en karriere som anset kunsthistoriker, da hans kone gennem atten år uden forklaring forlader ham. Fra dette punkt starter fortællerens og hovedpersonens rejse tilbage i tiden og erindringen i forsøget på at finde et mønster i de tilfældigheder, som tilsyneladende har styret hans liv. Det er historien om en kompliceret ungdomskærlighed, mødet med hustruen Astrid, det trygge familieliv, rejserne og vennekredsen i det velbjærgede akademiske mellemlag. Alligevel har trygheden måske været provisorisk og skrøbelig, omgivet af tavshed og tvivl. Fortællingen handler om at være på sporet efter den tabte tid, for så til sidst at måtte erkende at sandheden - for så vidt den overhovedet eksisterer - måske er at finde i tavsheden og i pauserner mellem ordene. Romanen er en suveræn mosaik af sansning og refleksion, hvor fortid og nutid væves ind i hinanden. Personer, steder og stemninger står mejslet i Grøndahls tætte prosa, der med stor nuancerigdom registrerer bevidsthedens og tingenes hårfine forskydninger og forgreninger.