Her er en bagebog, som henvender sig til alle, der elsker at bage traditionelle kager og brød. At bogen har den titel behøver ikke at afskrække kaffedrikkere, da kagerne sagtens kan spises sammen med andre drikkevarer.
Bogen indledes med teens historie, hvorefter bogens kageopskrifter er inddelt efter årstider. Hver årstid indledes med 5 forslag til årstidens te. Udover kageopskrifter såsom forskellige slags muffins, gulerodskage og børne-lagkage indholder bogen også opskrifter på fx franskbrød, knækbrød, marmelader og jordbærsmør - en opskrift jeg aldrig er stødt på før. Opskrifterne er på et almindeligt niveau - en enkelt opskrift, tebirkes, findes dog i både en nem og en svær udgave. Der kræves ikke noget specielt udstyr. Layoutmæssigt er bogen rigtig flot med mange flotte billeder, som bestemt skærper appetitten. De to forfattere ejer Kaffe- og Thehuset i Odense, som også er udgiver af bogen.
I 2007 udkom en ny udgave af Kristine Marie Jensens bog om den engelske tetradition Frøken Jensens afternoon tea og i 2005 kom Knirke Egedes Tid til the. Begge bøger har samme kombination af te og tilbehør som nærværende bog. De indeholder dog langt mere information om te end nærværende bog, som primært er en kogebog.
En meget flot, appetitvækkende og traditionel brugbar kogebog, som indeholder en del af de opskrifter, man får brug for igennem året. Der er ikke megen nytænkning, men opskrifterne er nemme at gå til.