I 1998 udkom Barbara Soros billedbog Bedstemors sang, der havde rod i mexicansk tradition. Denne gang fører forfatteren os til Tibet. Hovedpersonen er en ca. 12-årig dreng Tenzin. Han finder en såret hjort og sætter alt ind på at helbrede dyret. Det lykkes, og han må nu give afkald på dyret, som skal vende tilbage til naturen. Historien bringer os tæt på tibetansk kultur. Vi hører, hvordan kvinderne beder og ofrer til guderne, og hvordan alt i naturen opfattes som levende. Tenzin spørger således en plante om lov, inden han plukker den. Bogen har et lille forord af Dalai Lama, hvor han skriver, at fortællingen om Tenzin og hjorten fint afspejler de idealer om hjælpsomhed, som gennemtrænger tibetansk kultur. I et lidt længere efterord kan den voksne oplæser læse mere om lighederne mellem bogens tema og tibetansk kultur og tradition. Det er en meget smuk bog med store indrammede illustrationer, der bringer os billeder fra såvel befolkningen, naturen og drømmeland. Også teksten er smukt indrammet med en bort omgivet af små illustrationer. Alt i alt en bog der kan læses både som en smuk fortælling og i forbindelse med emnearbejde om Tibet. For at kunne forstå handlingen skal børnene være mindst 5 år. Selvlæsning fra ca. 9 år.