Testamentet der dræbte

At Else Fischer har haft, og blandt visse folk stadig har et navn som kriminalforfatterinde kan vist kun skyldes, at hun var en slags enlig svale på det danske krimimarked i sin tid. Nærværende genoptryk af Testamentet der dræbte demonstrerer med al tænkelig tydelighed, at det i det i hvert fald hverken kan være spændingen, miljøbeskrivelsen, personkarakteristikken, endsige sproget, der har fanget. Dette er i virkeligheden en ordinær ugebladsroman over en kriminalistisk intrige, og der hænger en 50-er-atmosfære over bogen uden at den af den grund bliver et tidsog epokebillede. Hvad man nok må angribe kraftigst er den manglende logik i tegningen af den kvindelige hovedperson, Bonnie. Figuren hænger ikke sammen, hvad der svækker yderligere den spænding som skulle koncentrere sig om hende. Man kunne måske have tilgivet dette, hvis opklaringsarbejdet havde dannet et samlende element, men denne side af sagen ignorerer Fischer næsten totalt. Sproget er overplettet med klicheer ogdette i forening med de forsyndelser som forfatterinden begår mod krimigenrens betingelser, gør det efter undertegnedes mening til et meget svagt produkt, som ikke hører hjemme på hylder hvor Torben Nielsen og Ib Christiansen og Claus Lembourn står.

Read the full assessment