Chili John, superstjerne backstage med gryder og pander for en lang række rock'n'roll-stjerner både herhjemme og udenlands, der i 1996 udgav Jorden rundt på 80 kalorier og derover har samlet endnu en omgang stærk mad fra hele kloden fra Caribien over Storebæltsbroen til Australien og det ydre rum. Som sin forgænger indeholder bogen både traditionelle retter - ofte med et pift chili, men ikke nødvendigvis - og eksperimenterende nyskabelser. Chili John er både en fremragende kok og formidler og de mange små anekdoter og beretninger omkring retterne gør også læsningen til en fornøjelse. Visuelt er der knald på med lækre fotos og til tider syrede opsætninger; dog lidt mere afdæmpet end forgængeren, der ifølge forordet er brugt til undervisning af layout'ere - som skræmmeeksempel. Opskrifterne er enkle at gå til, men ikke alle råvarer er lige til at hive ud af køledisken, og så hjælper det ikke meget, at en del ingredienser har små stjerner, der desværre ikke altid henviser til leksikonet (cooktionary) bagest og af og til henviser til forgængeren. Det er dog kun en lille - men irriterende - plet på en god brugsbog, der i både opskriftvalg og spjæt skiller sig ud fra mængden.