The education of Charlie Banks, 2007 henvender sig med en handling om venskab og kærlighed, pligt og svigt i et amerikansk universitets-miljø direkte til et ungdomspublikum, der vil finde handlingen spændende og temaet interessant (men alle filmelskere vil have udbytte af at opleve dette gedigne debutarbejde). Filmen vil også kunne bruges i et pædagogisk arbejde om arv og miljø, skyld og straf, sociale skel og (manglende) muligheder for at frigøre sig fra den sociale arv.
Da Charlie en dag ser den uregerlige Mick næsten tæve to drenge til døde, går han til politiet med sin viden. Han fortryder dog senere og nægter at vidne, men Mick får alligevel nogle dage bag tremmer. Flere år efter studerer Charlie på universitetet og nyder et afslappet overklasseliv. Indtil Mick dukker op med sine upolerede arbejderklassemanerer. Mick gemmer sig for loven, men falder til i de uvante omgivelser, nyder det søde liv og scorer også rigmandspigen Mary, som Charlie ellers har et godt øje til. Charlie plages af dårlig samvittighed og misundelse, mens Mick har problemer med at undertrykke sin latente voldelige vrede.
Underhunden Mick, der med en vis succes prøver at begå sig på de bonede gulve, er i familie med en funktionel psykopat som Patricia Highsmiths karakter Tom Ripley, men Charlies Judas-rolle står også stærkt og ligger som klangbund under denne ungdomsfilm, hvis rødder går tilbage til James Dean og Vildt blod, 1955.
Ingen stor film, men en lille perle, som anbefales for kant og emne.