På en fjern planet knuser en gigantisk konstruktion ved navn The eternal cylinder alt foran sig, mens den ustoppeligt ruller fremad. En gruppe af små rumvæsner tager kampen op for at redde planeten. Fra 9 år.
The eternal cylinder er et 3D action-adventure med survival-elementer. Man spiller et lille rumvæsen af arten Trebhum, der tager kampen op mod en gigantisk maskine, der strækker sig fra horisont til horisont og knuser alt liv foran sig. Den lille Trebhum kan samle biologisk materiale op og dermed udvikle sig, fx for at få længere ben eller mere effektiv snabel. Gennem denne evolution får Trebhum nye færdigheder og kan dermed nå frem til nye steder. Selvom spillet har survival-elementer, såsom Trebhum's behov for mad og drikke og tilstedeværelsen af farlige rovdyr, så er det udforskningen af planeten, der fylder mest i spillet.
Selvom præmissen virker simpel, så er The eternal cylinder et både anderledes og utroligt underholdende spil. Historien om det lille rumvæsens kamp mod en mystisk overmagt, er glimrende og spillets fokus på evolution er, om end ikke ny, så i hvert fald god. Den mystiske planet er fyldt med sært planteliv og masser af mystiske rumvæsner i alle tænkelige størrelser og former. Grafikken er varieret, farverig og rigtig flot. På engelsk. PEGI 12.
Den forunderlige planet leder tankerne hen på No man's sky (Playstation 5), mens spillets ide med evolution minder om tankerne bag det gode gamle Spore.